5 grunde til at du IKKE køber dyre studiemonitors  •  kommentarer

5 grunde til at du IKKE køber dyre studiemonitors

Mærk efter indeni og lad fornuften sejre

Kære nybegynder-producer

Jeg har skrevet en lille historie om dig, som måske vil gøre dig klogere, når du skal købe studiemonitors. Den lyder sådan her:

Du er ude med kikkerten efter et fedt, lille hjemmestudie, fordi du har en lille musikproducer gemt i dig. Dit budget er desværre lidt begrænset. Måske ligger det mellem 3.500-5.000 kr. Budgettet skal omsættes til:

  • Et lydkort med minimum 2 indgange (til guitar og mikrofon)
  • Et MIDI keyboard med 49 tangenter
  • Et sæt vellydende studiehøjttalere

Du har allerede styr på lydkort og MIDI-keyboard, men der mangler stadig dét, som du har glædet dig allermest til: Studiehøjttalerne.

Som så mange andre søger du rundt på nettet. Du finder ud af, at der særligt er 3 højttalersæt, som ligger inden for dit budget og som dækker dit behov som grøn musikproducer:

  • KRK RP 5 G3 ~ 2400 kr. pr. sæt
  • Yamaha HS5 ~ 2800 kr. pr. sæt
  • Yamaha HS7 ~ 3300 kr. pr. sæt

Du undersøger de tre højttalersæt nærmere på YouTube, hvor de alle sammen får fine anmeldelser. Det ER nemlig nogle rigtig fine højttalere - til prisen. Det eneste problem er, at du ikke har hørt dem med dine egne ører.

Derfor besøger du naturligvis den lokale musikbutik for at få den sidste, nødvendige vejledning, inden du kører dankortet igennem, tager højttalerne med hjem og sætter dit hjemmestudie op.

Jens er en flink sælger, men…

Jens tager godt imod dig, da du træder ind i den lokale musikbutik. Han spørger til, hvilken hjælp du søger, og gnider sig straks i hænderne, da du fortæller, at du er på udkig efter dit første sæt studiemonitors...

“Det her bliver dyrt”, tænker Jens.

Han spørger videre ind til dit budget, som er nede på et sted mellem 2.000-4000, nu hvor du også har brugt en del af det på lydkort og MIDI-keyboard. Jens viser vej til studiehøjttalerne og lader dig høre de tre monitors, som du har udset dig.

Du synes egentlig meget godt om alle tre sæt højttalere men kan da også godt høre, at Yamaha HS7’erne lyder lidt bedre end de to andre sæt. Desværre lyder de slet ikke så godt som de Adam A5X, Jens slutter af med at præsentere for dig. Det sæt Adam A5X er bedre, og det gør Jens dig også opmærksom på.

“Læg mærke til, at diskanten er langt mindre harsk, langt mere defineret og behagelig at lytte til”, påpeger Jens.

Pludselig bliver du i tvivl og tænker: “Hvis jeg skal blive en god producer, tør jeg så at gå på kompromis med lyden? Skulle jeg lige lægge 2-3.000 kr. til og få den gode løsning?”

Jens påpeger yderligere: “Tænk også på, at du skal kunne holde ud at lytte på dem i flere timer ad gangen - mange år frem”.

Jens har fat i noget... og du er tæt på at overgive dig.

Fornuften kommer til dig

Selvom Jens fra den lokale musikbutik har fremhævet nogle vigtige pointer, siger du pænt “nej tak” til hans tilbud om at opgradere til et par Adam A5X. Der er ingen grund til at ødelægge dit budget for et par studiehøjttalere. Det er en dårlig start på din producer-karriere og et for tidligt skråplan at bevæge sig ind på.

Slut.

Her er der 5 grunde til hvorfor

1 - Du skal være kreativ - ikke mixe

Mange sælgere, inklusiv Jens, argumenterer for, at dyre højttalere har langt bedre definition i forskellige frekvensområder og giver et mere “realistisk” eller “ægte” indtryk af lyden. Argumentet er fint, men de glemmer, at du hverken skal mixe eller masterere din egen musik!

Hvis du vil være lydtekniker frem for producer, skal du alligevel have højttalere, som koster på den forkerte side af 10.000 kr. for et sæt. Desuden kræver det mange års erfaring i et studie, før man for alvor kan begynde at mixe sin egen musik. Som rookie-producer skal du i gang med at være kreativ - ikke mixe!

Du bliver IKKE mere kreativ af at have et par højttalere, der koster spidsen af en jetjager!

2 - Du har ingen lydbehandling i dit rum

Dit hjemmestudie skal formentlig stå i et helt almindeligt soveværelse eller kontor. Hverken du eller din kæreste har lyst til at plastre alle vægge til med akustikplader og “bass traps”. Desuden har du heller ikke råd til sådan en løsning, som hurtigt løber op i et større beløb end højttalernes pris.

Hvis dine studiehøjttalere skal komme til sin ret, er du nødt til at have et lydbehandlet rum. En almindelig lejlighed i københavn med gips-, beton- eller murstensvægge er ikke idéel til at lave musik i. I et ubehandlet rum vil lydbølgerne reflekteres på væggene og derfor fise rundt i rummet og forvrænge lydbilledet. For eksempel kan det være, at dit rum forstærker visse basfrekvenser, fordi disse ikke bliver absorberet. Det betyder, at du faktisk slet ikke kan regne med, hvordan dine højttalere lyder - også selvom dine højttalere har kostet over 10.000 kr.

Drop de dyre højttalere og vent til du har et ordentligt lydbehandlet rum.

3 - Det handler om at kende sin højttaler

Man taler om, at højttalere skal give et “realistisk billede” af lyden. Men et “realistisk billede” af hvad? Der findes ikke en standard for, hvad realistisk eller ægte lyd er. Nogle hører musik på deres bærbar, andre i deres Apple hovedtelefoner, mens Brian typisk hører det i hans bil med en kæmpe subwoofer i bagagerummet (der forstærker bassen).

Hvis man på et tidspunkt ønsker at mixe sit nummer helt eller delvist, handler det i høj grad om at kende sin højttaler godt nok til at vide, hvordan nummeret vil lyde, når det kommer ud på andre højttalere. Dyre højttalere har som regel en mere defineret lyd end billige. Derfor er det nemmere at høre, hvad der foregår i respektive frekvensområder. Men principielt kan du mixe din musik på et sæt billige computerhøjttalere. Det er der faktisk folk, der har gjort med stor succes.

Lær dine højttalere at kende og brug noget tid på at træne dine ører. Efter noget tid kan du overveje at investere i en dyrere højttalerløsning.

4 - Du skal alligevel have nye højttalere på et tidspunkt

Selvom man køber et par studiehøjttalere med henblik på at have dem i mange år, sker der ofte det, som sker for rigtig mange musikere: Vi bliver forelsket i nyt grej. Det pudsige er, at forelskelsen kommer helt automatisk, uanset om de første højttalerne kostede 2400 kr., 3300 kr. eller 6000 kr.

Der er altså gode chancer for, at du alligevel får et par nye højttalere inden for en overskuelig fremtid. Det er også helt fint, fordi du på et senere tidspunkt har gjort dig mange flere tanker omkring, hvilke højttalere, som passer godt til dit behov - baseret på dine erfaringer.

Husk på, at dygtiggørelse inden for musikproduktion er en proces. Der er altså ingen grund til at starte med den dyre løsning fra dag ét!

5 - Du har sikkert også brug for andet grej

Der findes en lang række hardware og software, som kan være nødvendigt for en musikproducer. Afhængigt af hvilken type producer du gerne vil være, kan følgende grej være relevant eller ligefrem nødvendigt for dig i dit hjemmestudie:

  • Vokal-/guitarmikrofon (kondensatormikrofon)
  • Studiehovedtelefoner
  • Et nyt DAW (Digital Audio Workstation)
  • Software-plugins (virtuelle instrumenter eller mixing-plugins)
  • Nye RAM til din computer

Spar nu pengene og køb de billige højttalere, så du har lidt ekstra til uforudsete udgifter - mere grej. Inden for kort tid i studiet finder du med garanti ud af, at du mangler udstyr for at komme ordentligt i gang med musikken. Inden du kaster din beskedne opsparing efter dyre højttalere, så vær sikker på, at du har alt andet tilbehør, som du skal bruge.

Husk at mærke efter

Hej igen, nybegynder-producer

Tanken med denne artikel var ikke at lyde sur og bitter. Nærmere var tanken at spare dig for økonomiske problemer og store ærgrelser. Jeg taler af erfaring.

I løbet af min endnu korte og relativt beskedne karriere som musikproducer har jeg erfaret, at det IKKE er gearet der afgør, hvorvidt du opnår store musikalske resultater - eller for den sags skyld om du har det sjovt med at producere musik.

Førhen betød det meget for mig, hvilket gear jeg havde stående i mit hjemmestudie; hvilke software-plugins jeg brugte samt hvilke studiehøjttalere, jeg havde stående. Jeg tænkte sågar på - hold nu fast - hvordan mine højtatlere så ud, når de stod i studiet. Det kunne aldrig blive fint nok. Jeg kunne hele tiden finde på en grund til lige at gå ud og kigge på en lidt dyrere “dims” til mit setup.

I virkeligheden var problemet, at jeg havde glemt, at musikproduktion handler om at have det sjovt - med det gear man har. Det fandt jeg først ud af (for) langt henne i processen.

Husk at kigge indad og mærke efter, om du har det sjovt, når du laver musik. Glæden ved at lave musik skal komme indefra - ikke fra dit musikgrej. Det gælder både dine studiehøjttalere - men også alt dit andet gear.

Hilsen Morten

Morten Skov

Morten Skov

Medstifter og marketing

Jeg er medstifter af MUUV.DK og er dybt motiveret for at skabe et fantastisk miljø for musikundervisere og elever. I min fritid spiller jeg trommer og producerer musik for andre kunstnere.

Kommentarer

Seneste nyt på bloggen

Hver tirsdag og fredag deler vi musik fra dygtige, upcoming danske musikere. Herunder kan du se de tre seneste artikler, om ny dansk, fantastisk musik.

Musikinspiration: Siri Neel - Drawn Like a Magnet
i går kl. 07:11

Musikinspiration: Siri Neel - Drawn Like a Magnet

Læs indlægget
Musikinspiration: Glimtvis - The Nashville Confessions
d. 16-09-2024 kl. 07:49

Musikinspiration: Glimtvis - The Nashville Confessions

Læs indlægget
Musikinspiration: Marissa M - American Dream
d. 13-09-2024 kl. 07:42

Musikinspiration: Marissa M - American Dream

Læs indlægget
Musikinspiration: Jens Konrad - Se Hinanden Igen
d. 11-09-2024 kl. 07:36

Musikinspiration: Jens Konrad - Se Hinanden Igen

Læs indlægget
Find underviser
med fire enkle trin
  • Besøg MUUV.DK
  • Vælg postnr. og instrument
  • Læs om underviseren
  • Kontakt underviseren
 Søg underviser
Opret forespørgsel
og få flere tilbud
  • Modtag flere tilbud
  • Over 600 undervisere
  • Gratis og uforpligtende
  • Opret på to minutter
 Opret forespørgsel
Bliv musikunderviser
og tiltræk elever
  • Fast pris pr. henvendelse
  • Pris fra 50 kr.
  • Gratis profil
  • Ingen binding
 Bliv underviser