Kvintcirklen er et redskab som kan bruges til harmonisering. Man kan i kvintcirklen blandt andet finde grundtone, dominant, subdominant og deres paralleller - som vi vil komme ind på senere i artiklen. Herunder ses kvintcirklen hvor den ydre cirkel viser dur akkorderne og den inderste cirkel viser mol akkorderne.
Grundtonen er den tone der danner grundlaget i et musiknummer eller i en rundgang. Når man skal finde grundtonen i et nummer, er det i mange tilfælde den akkord som rundgangene primært starter/slutter på. Ønsker man at komponere sit eget kan man frit vælge en grundtone og benytte dominant og subdominant til at lave en rundgang.
Dominant er et udtryk for tonen på det femte trin fra grundtonen (altså en kvint). Dominanten har den funktion at den leder over til grundtonen. Dominanten ligger i kvintcirklen lige ved siden af grundtonen (i urets retning). Dominanten er, uanset grundtonen, altid en dur akkord, da det er tertsen i dur akkorden der leder hen til grundtonen.
Subdominant er et udtryk for den tone der ligger på fjerde trin fra grundtonen (altså en kvart). Denne kan også kendetegnes ved at den ligge fem trin under grundtonen. Subdominanten ligger i kvintcirklen lige ved siden af grundtonen (i mod urets retning).
Man kan bruge kvintcirklen til mange forskellige ting. Helt grundlæggende fungerer den sammen med noder, hvor man ud fra grundtonen i sit musiknummer og med kvintcirklen som værktøj kan finde ud af, hvor mange faste fortegn, der er. Faste fortegn betyder, hvor mange toner der som standard skal hæves eller sænkes med en halv tone, når man læser noderne.
Hvis vi taler lidt mere lavpraktisk, så har kvintcirklen også en fantastisk funktion ift. at forstå sammenhænge mellem akkorder. Har man valgt en grundtone, så kan kvintcirklen nemt fortælle, hvilket akkorder der som udgangspunkt passer godt sammen.
Kvint er det latinske ord for fem, og på engelsk kalder man kvintcirklen for 'Circle of Fifths'. Det afstanden mellem tonerne i kvintcirklen er fem. Når vi øverst har C, så vil der til højre være et G (C, D, E, F, G). Til højre for G vil der være D (G, A, B, C, D), og sådan fortsætter det hele vejen rundt. Kvinten har en ret vigtig rolle ift. harmonier i og mellem akkorder. Eksempelvis er alle basisakkorder (dur og mol) opbygget af grundtone, terts og kvint. Hvor tertsen ændres for at ændre kønnet på akkorden (dur, mol og sus), så forbliver kvinten stort set altid.
Hybenvej 12
2605 Brøndby
Email: info@muuv.dk
CVR: 38654837